Din teenager er ikke færdigbagt

Når vores barn vokser op og kan flere og flere ting selv, mærker vi måske stolthed over at selvstændigheden udvikles,

men måske også, at det niver i navlestrengen samtidig. For jo mere selvstændig, jo mindre har ens barn jo brug for en….det er det paradoksale ved at få børn.

Vi er tæt knyttede med vores børn igennem mange år. Vi lærer ting fra os og forsøger at opdrage og inddrage det bedste vi ved og kan. Vi tilpasser vores tilgang og kommunikation til vores barns alder og som det bliver teenager, forsøger vi måske at være mindre opdragende og være sparringspartner i stedet for. Det sker ikke over en dag – men er en glidende overgang.

Der er nogle ting der kan komme i klemme undervejs i den overgang, fra de bliver teenagere og de næste år frem

Her er 6 eksempler på hvad vi kan komme i klemme i, igennem den proces.

⫸ Du synes ikke du har lært ham/hende nok og forsøger at speed-opdrage de ting du synes han/hun mangler.

⫸ Du får dårlig samvittighed over ikke at have været der nok – på et eller andet tidspunkt i dit barns liv, og samvittighedens nag vokser når du ser dit barn slippe dig og vokse ud af reden

⫸ Du synes dit store barn mangler selvværd og selvtillid og bliver mere optaget af at det er en ‘mangel’ hos din teenager så du forsøger at rådgive, fixe og løse problemer og fx. lære ham/hende at tænke positivt osv.

⫸ Din egen følelse af tilstrækkelighed som forælder forbinder du med at have en aktiv rolle for dit barn. Måske endda som serviceorgan. Du føler du er noget værd for din teenager når du kan gøre noget for ham/hende og det bliver sværere og sværere at opleve de følelser fordi din teenager vil (og kan) flere ting selv

⫸ Du opdager pludselig at dit store barn ikke af sig selv bliver selvstændig, og fx. står op om morgenen og tager ansvar for ting. Du oplever at de konflikter I får når du forsøger at få ham / hende til at tage ansvar, fylder mere end at have nær tid sammen.

Du trigges af din teenagers adfærd og mindes måske om din egen opvækst og pubertet, og de ting du trigges af, gør at du holder mere fast som en sugemalle. For eksempel hvis du selv var genert som ung og nu ser at din datter eller søn døjer med generthed, føler du at du skal skubbe til så han/hun ikke får det så svært som du havde det.

Vi er allerede nok…

[round_image][/round_image]

En teenager er ikke som en færdigbagt kage, som du har puttet de rette ingredienser i og nu er klar til spisning. Eller et produkt der skal vises frem og have en bestemt værdi. Mange teenageforældre får en akut kontrollerende adfærd lige i de år hvor deres barn bliver 13-14 år fordi de 6 punkter herover trigger dem.

Når vi ikke er tilfredse med produktet når vores barn er blevet 13-14 år sætter det gang i en turboopdragelse – som at shoppe lige før lukketid i Brugsen.

Vi holder krampagtigt fast i opdragerrollen hvor vi forsøger at bestemme, styre, kontrollere og regere familiebutikken. Og da teenagere er igennem et af de største skift i sin udvikling siden de blev 2 år gammel, giver det konflikter hvis vi ikke selv forandrer os med dem.

Når vi holder fast i disse ting, oplever vores teenager de her følelser indeni : Han eller hun føler sig forkert. Utilstrækkelig. Ikke nok. Ikke god nok. Ikke elsket (helt fordi…) Som en skuffelse. Som en der mangler noget før han/hun er helt god nok.

Kender du selv den følelse i relationer med andre? Det groteske i den her udviklings og afviklingsproces det er at se sit store barn vokse sig moden til en ung voksen, er at vi dybest set alle ønsker at vores barn er glad, føler sig værdifuld og at vi kan have det godt sammen.

[one_half]

Hav fokus på processen

– i stedet for resultatet af din opdragelse

Det vi kan gøre for det, i denne tid er at give os selv lov til at slippe. Give slip og acceptere det der er lige nu. Ikke om lidt når… men lige nu. Og så tage den derfra.

Accept af dig selv og din teenager betyder ikke at du lader stå til. Accept er mere det der sker indeni som en frihedsproces, når du giver slip på, at der er noget galt med dig og dit store barn.

[/one_half]

[one_half_last]

Igennem accept af det der er, får du samtidig en rummelighed og tålmodighed med processen i de situationer du og din teenager er i. Især hos dig selv, når du anerkender og accepterer at du er og har været den forælder du har. Du har gjort dit bedste med de ressourcer og muligheder du har haft. Og sådan er det. Der er ikke noget galt med dig eller med din teenager. I er mennesker og menneskelige – fuld af det hele. Både lyse og mørke sider. Og fuld af værdi.

[/one_half_last]

Accepten i dig smitter anerkendende af på din teenager.

Igennem anerkendelsen og accepten af, at din teenager er lige der, hvor han eller hun er i livet, med sin udvikling og sine evner. Faktisk kan vi ikke andet end acceptere det som er… For det går ikke væk, fordi vi ønsker at være anderledes, eller at ændre på vores teenager!

Det er ligesom at forsøge at ændre at vejret er som det er…

Lige nu kan du det du kan. Og igen så husk at du gør jo altid dit bedste, med de ressourcer og evner du har. Og med den erfaring og viden du har med dig, gør du dit bedste lige i situationen. Hvis du vidste mere eller kunne gøre det bedre, havde du gjort det.

Når du møder din teenager med den stemning i dig – som en slags indre musik, der har toner af accept smitter det meget af på din teenagers egen selvaccept. Og han eller hun kan derved lettere give slip på fejltagelser og komme videre. Anerkende de små skridt i læringsprocesser og acceptere at udvikling tager tid.