Selvfølelse: Den indre familie

Selvfølelse: Den indre familie

 Artikel af Jesper Juul

 

❞ Artiklen »Selvfølelse og selvtillid« har affødt flere henvendelser nogen anden artikel. Næsten alle har udtrykt det ønske, at jeg skulle skrive noget om, hvordan man som voksen kan arbejde med sin selvfølelse, og jeg skal derfor i det følgende forsøge at skitsere nogle erfaringer og synspunkter, som måske kan være til inspiration. I den forbindelse er det vigtigt for mig at understrege, at mine erfaringer på nogle områder er begrænsede, idet de væsentligst stammer dels fra mit eget personlige liv og dels fra mit arbejde som psykoterapeut. Det indebærer, at min viden om f eks. den mere åndelige dimension er for usystematisk til at jeg føler mig i stand til at give andre gode råd i så henseende.

Det tilladte og det forbudte selv
Noget forenklet kan man sige, at vi alle sammen gør vores entre i voksenlivet med et selv, som er splittet i to dele: en tilladt/anerkendt del og en forbudt/skjult del.

Vi udvikler denne splittelse i vores opvækst, fordi ingen af os vokser op i perfekte familier i perfekte omgivelser i et perfekt samfund. Forskellige dele af vores selv undertrykkes, fordømmes og mishandles uundgåeligt som følge af vore forældres egen splittelse og de værdier, som på ethvert tidspunkt dominerer samfundets kultur.
Når vi derfor taler om en »øget selvfølelse«, taler vi i virkeligheden om to ting:

1) Vi taler om en større selvindsigt; altså om at øge vores viden om den forbudte del af os selv, og hvordan den påvirker den tilladte del. Hvad er det for nogle skjulte mekanismer, som er med til at bestemme vores adfærd, reaktioner, holdninger og fordomme?

2) Vi taler også om hvordan vi forholder os til den forbudte del af os selv, efterhånden som vi bliver bevidste om dens mange facetter. Kan vi lide den? Gør den os bange? Fordømmer og undertrykker vi den nok en gang?

Altså: hvad ved jeg om mig selv, og hvad synes jeg om det, jeg ved? Hvis jeg jævnt hen øger min selvindsigt og magter at være mig selv bekendt, så har jeg dermed øget min selvfølelse. Udtrykket »at være sig selv bekendt« kræver måske en smule forklaring. De fleste af os er opfostret med ideen om, at vi selv og andre består af noget, som er»rigtigt« og noget, der er »forkert«.

 

I overensstemmelse hermed taler vi om sider af os selv (og andre), som vi er henholdsvis glade for og kede af – stolte af eller skammer os over.

Selv om de værdisystemer (f eks. religiøse), som hovedsagelig har ansvaret for denne splittelse, vel næppe i alle tilfælde har tænkt på menneskets »selv«, men mere på dets daglige opførsel, så er det desværre sådan, at vi som børn ikke kender forskel; hvis nogen bebrejder os vores adfærd over længere tid, ender vi med at føle os (selv) forkerte. Dertil kommer, at vi også som børn tilpasser os, hvad andre gør og ikke gør og i bred almindelighed »samarbejder« med vore forældres udtalte og uudtalte krav i et omfang, hvis slutresultat er det tilladte selv og det forbudte selv.

Det ville alt sammen ikke være så slemt, hvis det ikke netop var fordi, det i generationer har maget sig sådan, at det forbudte selv indeholder nogle af de sundeste følelser og reaktioner, vi har. Med sund menes her de former for adfærd, som i væsentlig grad hjælper os til at opretholde vores mentale og fysiske balance (i fagsproget: den homeostatiske proces).
Hele ideen om, at mennesker kan være »rigtige« eller forkerte», er absurd. Mennesker er slet og ret mennesker – punktum! Vi kan påpege, om et menneskes adfærd er sund eller usund; vi kan fremhæve eller nedvurdere den ud fra et moralsk grundlag, men i begge tilfælde siger det mere om den, der udtaler sig, end om dem, der tales om.

 

Fordi det altså føles meningsløst at bruge vurderende begreber om både os selv og andre, bruger vi her på instituttet vendingen «at være sig selvbekendt» – uanset om vores egen eller andres vurdering af visse sider af os for tiden er positiv eller negativ. At være sig selvbekendt er ganske simpelt en nødvendig forudsætning for at kunne forandre sig. Som udgangspunkt har de fleste ikke noget forhold til det forbudte selv overhovedet. Vi kender det ikke. Undertrykkelsen, selvundertrykkelsen, fortrængningen, trangen til at samarbejde er så total, at vi i en vis del af vores liv ofte slet ikke mærker, at det findes. Når det forbudte selv ikke mere vil finde sig i at blive ignoreret, melder det sig ofte i form af en række »kodede« signaler, som vi ikke umiddelbart har tradition for at forbinde med noget, som kommer indefra. Det kan f. eks være: overvægt, spiritus – og medicinmisbrug, umodenhed, uansvarlighed, angst for at tale i grupper, søvnbesvær, arbejds-«narkomani», ægteskabelige konflikter, egne børns symptomer, angstneuroser, tvangsneuroser m.fl. På et tidligt tidspunkt i vores liv hang vi sammen; vi var ikke splittede i en forbudt og en tilladt del. Der er derfor ofte mening i at kalde den forbudte del for «det indre barn». Dels fordi den altså indeholder nogle af vore tidligste og sundeste reaktioner og dels fordi den repræsenterer det barn, som vores forældre ikke kunne se eller ikke kunne klare at omgås kærligt, når de så den.

 

Det indre barn
Hvad enten vi konfronteres med nogle af de ovenfornævnte signaler eller på anden vis opdager vores forbudte del, står vi overfor en ofte langvarig og tilsyneladende umulig opgave: at være en bedre forælder for vores indre barn, end vores biologiske forældre magtede at være. Det vil sige at »se« det, anerkende det, give det den ømhed, omsorg og opbakning, som vi aldrig fik selv; men først og fremmest må vi kunne byde det velkommen i vores liv! Men husk: det er ikke nogen pligt eller noget krav! Man bliver ikke »rigtig« af at etablere en sådan kontakt med sit indre barn, ligesom man ikke bliver »forkert« af at undlade det. Det er en vej, som på mange forskellige måder livet igennem står åben for os og som vi kan betræde eller gå forbi – enten fordi vi overser muligheden eller fordi angsten synes for overvældende.

At byde sit indre barn velkommen i sit liv er ikke altid så enkelt. Først er der angsten for, hvad der kan ske ved det. Dertil kommer, at vi jo er flasket op med at tage afstand fra det, og endelig har vi den erfaring, at andre mennesker i hvert fald ikke bryder sig om det. Angsten for det ukendte blandes derfor med angsten for (igen) at blive afvist/kritiseret. På den anden side vækker oversete, forsømte og ensomme børn hos de fleste af os trangen til at gøre noget konstruktivt, og med denne ressource in mente kan man tage fat på at integrere dette oversete og ofte lettere adfærdsvanskelige barn i sit aktuelle liv.

Man kan til en begyndelse forsøge at lære det at kende. Hvordan og hvornår dukker det op? Som hovedpine; som trang til beroligelse/bedøvelse; som en dump smerte i brystet; som uforklarlige temperamentsudbrud; som eskalerende seksuelle fantasier; som skamfuldhed; underlegenhed; som en evig trang til pral; som konstant selvudslettelse; som livsangst? o.l. Det indre barn er altid et besværligt barn. Sådan vil det i hvert fald ofte være i bekendtskabets første fase. Det provokerer, skaber uro og angst og kalder på de samme uhensigtsmæssige reaktioner i os, som vore forældre i sin tid havde, når de så os i den skikkelse. Vi må derfor arbejde med vores reaktionsmønstre, så det bliver mere kærligt og med en klarere anerkendelse af både egne og andres grænser. Dette medfører af gode grunde ofte en mere nuanceret holdning til andre mennesker i almindelighed og dermed også et farvel til nogle fastgroede holdninger og fordomme. Dette kan føles som om, vi faktisk er i færd med at miste os selv på et tidspunkt, hvor vi reelt er på vej til at udvide vores selvbillede og selvindsigt og dermed genvinde os selv.

 

Spild ikke tiden med at bebrejde dine egne forældre, at de undertrykte og forsømte dit indre barn. Siden du flyttede hjemmefra, har dets trivsel udelukkende været dit eget ansvar. Brug i stedet energien kreativt og lær de ting, som dine egne forældre af mange grunde ikke havde mulighed for.

 

Jamen, hvordan så tage sig af sit indre barn? Frem for blot at sige: »kærligt – som af alle andre børn« følger her nogle generelle retningslinier, som enhver så alt efter sit indre barns særlige kvaliteter – kan tilføre personlige eksperimenter og varianter.

⫸  Forlang ikke af dig selv, at du skal kunne elske det ubetinget fra begyndelsen. Det er på mange måder ligesom med andre stedbørn – det tager nogle år at nå dertil.

⫸ Selv om dit indre barn har været »låst nede i kælderen« i en årrække, betyder det ikke, at det bare skal komme ind i dit hus og dominere hele menagen. Lad ikke skyldfølelsen gøre dig hverken grænseløs eller omnipotent.

⫸ Vær nysgerrig! Dit indre barn har levet sit eget skjulte liv i mange år, og det tager både lang tid og en stor portion kærlig interesse at lære det at kende.

⫸ Spild ikke tiden med at bebrejde dine egne forældre, at de undertrykte og forsømte dit indre barn. Siden du flyttede hjemmefra, har dets trivsel udelukkende været dit eget ansvar. Brug i stedet energien kreativt og lær de ting, som dine egne forældre af mange grunde ikke havde mulighed for.

⫸ Vær tålmodig når dit indre barn græder eller raser og forlang ikke, at det altid kan formulere sig sprogligt. Dels stammer smerten ofte fra de første år, hvor ingen af jer havde ord for eksistensens drama og dels må du lære at elske uden at forstå; det hører med til at være en god forælder. På lidt længere sigt er det vigtigt, at dit indre barns følelser og reaktioner får en sproglig form, for først da kan følelserne forløses og oplevelserne integreres.

⫸ Del dit indre barn med din familie eller dine venner. Ligesom forældre til »rigtigt levende«børn har brug for hinanden og andre voksne, har du brug for andre både til at dele din smerte og din glæde med. Uden dette fællesskab kan hverken integration eller »healing« finde sted.

⫸ Selv om ordene og sproget er vigtige, findes der også måder, som kan give oplevelserne form. Hvis du ikke kender mennesker, som du har tilstrækkelig tillid til, kan du skrive om dem; enten alene eller som supplement til samtalen. Eller du kan male, tegne, spille musik, komponere, skrive digte, lave skulpturer, kollager o.l.

⫸ Husk at denne proces ofte varer hele livet og at ingen forældre er perfekte. Dine egne var det ikke, og du bliver heller ikke selv perfekt. Men hvis du kan overvinde dig selv og gøre det bare lidt bedre, har du samtidig gjort verden til et lidt bedre sted at være for alle mennesker.

⫸ Dit indre barn skal behandles som alle andre små børn: Tag det med under dynen, når det er ulykkeligt; tag det på skødet og hold om det, når det er bange eller uroligt; snak med det, når ordene presser sig på; slip det løs og lad det lege, når du mærker dets boblende livslyst.
Noget af det mest inspirerende er at omgås andre små børn, som vi kan lære meget af om vores indre barn på to helt forskellige måder. Vi kan spejle os i dem og genkende os selv i deres adfærd, og vi kan være opmærksomme på vores voksne reaktioner på dem – specielt vores kritiske reaktioner. Det er nemlig ofte i dem, vi kan genfinde de holdninger og værdier, som oprindelig var årsag til vores egen splittelse. Så længe vi stadig undertrykker vores eget indre barn, er der stor sandsynlighed for, at vi gør det samme mod vores børn. Vi lærte at forstå vore forældres kritik og undertrykkelse som kærlighed, og det er derfor helt selvfølgeligt, at vi »elsker« vore egne børn på samme måde.

 

Mange holdninger ændrer sig fra den ene generation til den anden, men den grundlæggende og mest destruktive af dem alle overlever desværre i bedste velgående. Det er den, der mange gange om dagen kommer til udtryk mellem linierne, når forældre »opdrager« deres børn: »Hvis ikke jeg (vi) var her til at sørge for din opdragelse, ville du ende med at blive helt forkert!«
Denne grundtone i mange voksnes omgang med børn er forfærdelig ødelæggende for børnenes selvfølelse uanset om den akkompagneres af vredens og kritikkens pauker eller pædagogikkens forførende strygere. Janteloven er ikke opstået et eller andet sted »ude i samfundet«; den opstod og genopstår hver dag i børneværelset gennem voksnes helt unødvendige forsøg på at gøre deres børn »rigtige«.

 

Teknikker
Udover disse generelle retningslinier til eget brug, kan der være hjælp at hente i mange forskellige teknikker, som f. eks psykoterapi, drømmeanalyse og meditation, kropsterapi o.l.
Forskellige af disse teknikker er i perioder mere populære end andre, men det er under alle omstændigheder vigtigt at enhver afprøver tingene i forhold til sig selv og sine egne behov. Den teknik, som hjælper din bedste ven, kan meget vel vise sig destruktiv for dig.

Det vigtigste er efter min mening at se med skepsis på de systemer, som hævder, at netop deres teknik er bedre eller mere omfattende end andre. Disse systemer (skoler, religioner o.l.) er et fristende tilflugtssted for mennesker med lav selvfølelse, fordi de netop ligesom den oprindelige familie har sikre meninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Den tryghed og accept, som disse systemer tilbyder, kan føles velgørende, men den betales ofte dyrt i form af en ny splittelse. Det er en lang og krævende personlig proces at øge sin selvfølelse. Det er vigtigt at benytte sig af den hjælp og støtte, som findes hos familien, vennerne og i de forskellige teknikker, men ingen kan gøre arbejdet for os.

Familiens rolle
Det er ofte i familien vores lave selvfølelse stikker først hovedet frem og vores forsømte indre barn begynder at sende sine første frustrerede mislyde ud i rummet. Nogle af de mest almindelige tegn på dette er f.eks.: – Et stort behov for hele tiden at blive bekræftet af sin partner i form af f.eks. ros, seksuel aktivitet, opvartning.

– En hyppig kritisk eller nedvurderende holdning til partneren og børnene eller omvendt en følelse af evig utilstrækkelighed. – En frustrerende følelse af ikke at blive elsket, sådan som man er. – En stærk trang til at være sammen med sine børn parret med en oplevelse af ikke at vide hvordan. W Kempler har andetsteds i bladet skrevet om den atmosfære, som er nødvendig i familien, hvis medlemmerne skal kunne vokse, men det kan måske være vigtigt her at minde om, at denne vækst netop er et af de vigtigste formål med vores familie nr. 2 – den vi selv danner som voksne. Denne familie skulle gerne kunne udvikle sig til et miljø, hvor vores forbudte del kan komme frem i lyset, og hvor vores forsømte, indre barn kan få ny næring.

 

Da de fleste af os jo til en begyndelse oplever vores partner som en person, kan det være en ubehagelig oplevelse pludselig at opdage, at hun er mindst to forskellige personer; at duoen pludselig er blevet en kvartet. Ligesom det er vigtigt at tage godt imod sit eget indre barn, når det melder sig, er det naturligvis også vigtigt at tage vel imod sin partners indre barn. Også her gælder reglen: jo bedre man kan være sig selv bekendt, jo kærligere kan man møde sin partner. Det betyder ikke, at man nødvendigvis skal stå model til hvad som helst, men det indebærer krav om ikke at fordømme og kritisere den anden. Dette krav er det selvfølgelig ikke muligt at honorere ved enhver lejlighed – specielt ikke for de af os, som har lav selvfølelse – men der kan måske være grund til at minde hinanden om det, at mange mennesker ser ud til at gå ud fra det modsatte: fordi vi lever sammen, er det vores ret at kritisere og nedvurdere hinanden.

 

 

Læs også om Jesper Juul på:   www.jesperjuul.com

Og læs flere af hans inspirerende artikler på hans internationale side Family Lab her >>

Jesper Juul var en meget anerkendt familieterapeut som vi har lært meget af og har holdt af at samarbejde med. Jesper Juul er også forfatter til flere bøger om børne- og familieliv. Se dem herunder. Jesper døde d. 25. juli 2019. Må han hvile i fred, og stadig kunne se hvilke store aftryk han har sat i verden for børn og familier

 

 

 

 
 
BLOG INDLÆG OM FORÆLDRESKAB: Læs flere af vores blogindlæg og artikler HER >>
 
 
VORES KALENDER: Se vores kalender for næste foredrag, kurser og events HER >>
 
 
NYHEDSBREV: Modtag vores nyhedsbrev med guides og artikler for forældre og fagfolk, og nyheder fra os om events mm.  HER >>
 
TEENPOWER Kursus hvor unge lærer at styrke deres selvstændighed, mod og selvværdLæs om vores kurser for unge her >>  
 
SAMTALER der forandrer livet i familien og ungdomslivet for unge

Du kan også læse om vores samtaleforløb her. Vores samtaleforløb er både for unge, for forældre alene og for hele familien.

 

 

Jesper Juuls bøger

Vi anbefaler på det varmeste Jespers bøger, til god inspiration til dit liv som forælder – som menneske.

FØRERULVE

Køb bogen Førerulve her >>

 

FAT DET NU, FORÆLDRE!

Køb bogen Fat det nu, forældre her >>

 

DIT KOMPETENTE BARN

Køb bogen Dit Kompetente barn her >>

 

LIVET I FAMILIEN

Køb Livet i Familien her >> 

AGGRESSION- en naturlig del af livet

Køb bogen Agression her >>

 

KUNSTEN AT SIGE NEJ – med god samvittighed

Køb bogen Kunsten at sige nej her >>

 

DAGENS MAND OG FAR

Køb bogen Dagens mand og far her >>

 

EMPATI

Køb bogen Empati her >>

BARNETS TARV VED SKILSMISSE

Køb bogen Barnets tarv ved skilsmisse her >>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Facebook4k
Facebook
Instagram154
X